Velkomment til
Tauby Keramik
Jeg stræber efter, at hvert stykke keramik rummer både funktion og følelse. Det betyder, at jeg lægger vægt på detaljerne – fra den måde leret æltes og formes, til hvordan glasuren lægger sig på overfladen. Jeg undersøger hele tiden materialets muligheder, og hvordan jeg kan lade form, tekstur og teknik spille sammen, så det færdige resultat føles både brugbart og personligt.


Min historie
Keramikken kom ind i mit liv lidt tilfældigt, men har siden fyldt mere og mere. I begyndelsen var det en hobby, jeg dyrkede i det små – et frirum i en travl hverdag. Undervejs opdagede jeg, hvor meget jeg faktisk kunne lære af materialet og processen. Det kreative udtryk og den tekniske fordybelse gik op i en højere enhed. Og med købet af min egen ovn har det hele taget et nyt skridt – nu kan jeg afslutte mine værker hjemme og følge dem hele vejen fra lerklump til færdigt produkt.
Tankerne bag Tauby Keramik
Mine keramikting er inspireret af naturens former og skandinavisk enkelhed. Jeg arbejder bevidst med enkle linjer og glasurer, der lader lerets egen struktur og karakter komme til udtryk. Hver form og overflade er et resultat af både planlægning og spontane valg undervejs i processen.
For mig skal keramik kunne bruges – og gerne hver dag. Jeg kan godt lide, når noget fungerer praktisk, men samtidig giver en lille glæde, hver gang man bruger det. Da hvert stykke er håndlavet, vil der altid være små variationer. Det er netop det, der gør keramikken levende og personlig.


Mit værksted
Mit værksted – Krearummet – ligger i kælderen. Det er her, idéer bliver til og hænderne arbejder. Når jeg drejer, foregår det i brusenichen, da der ikke er plads i selve rummet – en løsning, der faktisk fungerer overraskende godt.
Krearummet er ikke stort, men det er mit. Her er der både ro og rod, og det passer mig fint. Hvis et værk ikke bliver som ønsket og endnu ikke er brændt, kan det gøres vådt og genbruges. Jeg prøver så vidt muligt at undgå spild og eksperimenterer løbende med nye teknikker og udtryk.
Signaturen 'Tauby'
Tauby er mit efternavn og en naturlig del af min identitet – både som person og som keramiker. Det fungerer også som min signatur og er blevet en rød tråd i alt, hvad jeg skaber. Pt. skriver jeg mit efternavn i bunden af hvert værk, men jeg er ved at få lavet et stempel, der passer til det minimalistiske udtryk, jeg søger i mine ting. Det bliver en mere tydelig og ensartet markering af, hvor og hvordan værket er blevet til – en lille påmindelse om, at det er lavet i hånden, med tid og tanke.